Metalprisnyheder - November 2024
Den amerikanske økonomi står stadig stærkt, mens Europa kæmper. Især Tyskland, Frankrig og Italien er hårdt ramt.
Både den europæiske og den amerikanske centralbank sænker renterne, men dollaren er stærk efter valget af Trump.
Makroøkonomiske udviklinger
USA
Donald Trump er blevet valgt som USA’s næste præsident, og samtidigt har republikanerne opnået flertal i både senatet og kongressen.
Det har først og fremmest styrket dollaren markant og fået råvarepriserne til at falde.
Det amerikanske aktiemarked steg også lige efter valget, men nu er der kommet ro på igen.
Hvis man ser på PMI-indekset, vokser privatforbruget stadig. Men pengene går til servicesektoren og ikke produkter. Når forbrugerne stopper med at købe produkter, er det som regel et spørgsmål om tid, før faldet spreder sig til de øvrige sektorer i økonomien.
Kina
På det seneste har Kina fremlagt flere økonomiske støttepakker for at holde væksten i gang. Desværre har pakkerne kun haft meget kortvarig effekt.
Markedet har reageret dæmpet, fordi pakkerne har været mindre end forventet. Den kinesiske økonomi bliver ved med at vise aftagende vækst.
Europa
17. oktober sænkede den europæiske centralbank, ECB, renten med 0,25 %. Man forventer, at det samme vil ske på næste møde i december.
Men de store europæiske økonomier (Tyskland, Frankrig og Italien) har det rigtig svært, og derfor er der spekulationer om, at rentenedsættelsen bliver på 0,50% i december.
De økonomiske udfordringer svækker EUR overfor USD.
Kobber
Siden valget i USA har vi set en smule faldende kobberpriser.
Det skyldes rent lavpraktisk, at dollaren er steget. Kobber handles i USD, og derfor bliver det dyrere for resten af verden at købe kobber, når dollaren stiger. Det har fået efterspørgslen, og dermed prisen, til at falde.
Derfor er faldet ikke et udtryk for, at markedet har lave forventninger til kobber.
Dog holder man stadig et skarpt øje på den kinesiske ejendomssektor, som har stor betydning for forventningerne til kobberprisen.
Aluminium
I fredags tog metalpriserne, især aluminiumprisen, et hop.
Årsagen var, at den kinesiske stat vil ophæve eksportrabatten på aluminium pr. 1 december og dermed få priserne til at stige.
Indtil nu har den kinesiske stat givet 13 % rabat på al aluminium, der bliver eksporteret fra Kina. Det har været en metode til at vinde markedsandele og blive den foretrukne leverandør for Europa og andre dele af verden.
Rustfrit stål
Som sædvanligt er årets sidste måneder præget af ro, lav efterspørgsel og faldende priser. Alle grossister prøver at sælge ud af lagrene, inden årets regnskab skal gøres op. Det ser vi hvert år, og derfor er der ikke noget usædvanligt i det.
Vi forventer, at både priserne og leveringstiden stille og roligt vil gå op i første kvartal, når kundernes lagre skal fyldes op igen.
På tværs af plader, stangstål og svejste rør er forsyningskæden fornuftig: Kort sagt sker der ingenting i øjeblikket.
Nikkel
Nikkelprisen er stadig lav, og der er ikke udsigt til de store udsving.
Som vi har skrevet om tidligere, er Indonesien den primære faktor her.
Indonesien er verdens største nikkelproducent, og lige nu er der to modstridende kræfter på spil i landet.
På den ene side er der et overskud af nikkel lige nu, både globalt og i Indonesien. Det betyder selvfølgelig, at prisen er lav.
På den anden side er markederne generelt bekymrede for, hvor længe Indonesien kan blive ved med at hive nikkel i høj kvalitet op af jorden.
Skrot
Skrotprisen er lav i øjeblikket, fordi hele markedet er på standby. Når værkerne ikke har en høj produktion, er efterspørgslen på skrot til omsmeltning selvfølgelig heller ikke høj.
Som vi nævnte i sidste måned, kan dette også være en af grundene til den lave efterspørgsel på ny nikkel.